Om vores organisation

Ammenet blev skabt i 2007 som et online fristed for alle, der ammede længere end 1 år. Her skulle man ikke forsvare og forklare noget. Kort efter begyndte mødre med yngre børn også at stille spørgsmål.

Det var tydeligt, at der virkelig manglede et online sted at stille spørgsmål om amning. Derfor gjorde vi hvad vi kunne for at svare. Vi læste og lærte. Drivkraften var mor-til-mor hjælpen - et ønske om at hjælpe andre med at amme, fordi det betød så meget for os selv. 

Hurtigt kom wikien med ammeviden til, og det hele voksede. Efterspørgslen på vejledning flyttede til Facebook omkring 2014, og vi udvidede og formaliserede vores uddannelse af vejledere. I 2016 lavede vi Ammenetværksgrupperne, og vi når i dag ud til en meget stor og mere broget skare af forældre. Vores vejledning foregår i dag via brevkasse samt fysiske Ammenet-caféer rundt omkring i landet.

I 2017 blev vi en forening. Bestyrelsen har ansvar for den daglige drift samt foreningens strategi, og den øverste myndighed er generalforsamlingen. Ammenets frivillige er medlemmer af organisationen med stemme- og opstillingsret. Støttemedlemmer bidrager økonomisk. Alt arbejde er 100% frivilligt.

Missionen

Ammenets formål er at yde støtte til familier, der ønsker hjælp til alle faser af amning og udmalkning, samt at udbrede viden om amning som den biologiske og kulturelle norm. Dette formål søger vi at nå igennem vejledning samt formidling af viden om amning, modermælk og udmalkning via vores wiki, blog og sociale medier.

Ammenets fokus er at hjælpe med at finde løsninger, der kan bidrage til at den enkelte familie når sine personlige mål for amningen.