Frivillige på Ammenet

Disse dejlige mennesker er alle frivillige på Ammenet. Nogle er vejledere, andre er ordstyrere i vores netværksgrupper, og endnu andre har forskellige former for organisatoriske opgaver. Vi er efterhånden en stor flok ❤

Camilla Thomas Gluver
Vejleder, organisator, ordstyrer i Ammenetværk.
Amning er meget mere end bare mad. Det er tilknytning, kærlighed, trøst, tryghed og en hel masse andet. Og jeg vil så gerne hjælpe familier med at nå til det punkt, hvor udfordringer, smerter og andet bøvl bliver afløst af den der følelse af, at det her amning - det er det helt rigtige ❤ Med evidens, empati og rummelighed vil jeg gøre mit bedste for at give familier grundlag for at træffe egne valg om amning, både når ammeforløbet starter, i midten, og når det skal afsluttes.

Emilie Haarslev Schröder Marqvorsen
Vejleder, organisator, medlem af bestyrelsen.
Min motivation for at være med i Ammenet er muligheden for at hjælpe mødre med at opnå de mål, de hver især har for amningen. Og så vil jeg gerne være med til at normalisere amning, så det igen kan blive den kulturelle norm.
Den største gave for mig, da jeg stod midt i et kaos som ny mor, var at der var nogen, der lyttede og som støttede mig i ønsket om at fortsætte amningen på trods af diverse udfordringer. Det vil jeg rigtig gerne give videre til andre mødre, så de kan føle sig trygge i at træffe netop det valg, som de føler er bedst ❤

Iben Spangsberg Bak
Vejleder.
Jeg er frivillig hos Ammenet, fordi jeg brænder for at støtte familier med at deres ammemål. For nogen er det et enkelt råd og et skulderklap, der skal til, mens andre har brug for en længere snak. Uanset hvad er det en fornøjelse at få lov at være med på en lille del af andres rejse i forældreskabet ❤

Julie Schioldan
Vejleder, organisator, medlem af bestyrelsen.
Min motivation for at være med på Ammenet er at hjælpe andre mødre i den retning de ønsker for dem selv og deres børn. Den største drivkraft er uden tvivl, at alle mødre der søger hjælp hos Ammenet, skal føle sig hørt og set uanset hvilke begrundelser de har for de valg de træffer ❤

Karen Voldsgaard
Vejleder, organisator, medlem af bestyrelsen.
Da jeg startede, ville jeg bare gerne redde alle ammende mødre, men under uddannelsen og i det efterfølgende frivillige arbejde blev min horisont udvidet. Amning passer ikke ind i alle familier, og der skal være plads til forskellighed. Jeg vil gerne hjælpe moren få et godt ammeforløb - hvad end det er starten, undervejs eller slutningen. Jeg ser det som et privilegium, at en mor deler sine problemer, bekymringer eller nysgerrighed med mig, og at jeg får lov til at vejlede hende i den retning, der passer til hende.

Kristina Ell Raahede Pedersen 
Organisator og vejleder under uddannelse.
Jeg er blevet en del af Ammenet, fordi jeg brænder for at bidrage til, at forældre har mulighed for at søge kvalificeret hjælp og vejledning, i forbindelse med problematikker i deres amning, så alle kan få det ammeforløb der passer til deres familie. 

Lotte Gregersen Palmqvist
Vejleder.

Min motivation for at være en del af Ammenet er lysten til at give den enkelte mor mulighed for, på et informeret grundlag, at træffe de beslutninger hun finder bedst for sin baby. Jeg ønsket ikke at nogen mor skal sidde og føle sig som en fiasko, uanset hvilke valg hun tager for sit barn ♡

Maria Bekke
Vejleder.
Jeg synes det er ærgerligt, når jeg møder kvinder, der har måtte opgive amningen pga dårlig råd og myter. Ammenet har hjulpet mig meget gennem mit første ammeforløb, og jeg vil gerne give tilbage. Jeg vil gerne være med til at alle kan få den hjælp og støtte, der skal til, for at nå egne ammemål. Om det så er hel eller delvis amning, amning i 3 mdr eller 3 år er for mig ligegyldigt. Så længe den enkelte kvinde er tilfreds og føler, at hun har fået tilstrækkelig med hjælp, så har jeg nået mit mål som vejleder ❤

Maria Seebach
Vejleder, organisator.
Jeg har valgt at være frivillig på Ammenet, dels fordi jeg ønsker at kunne være en støtte for andre mødre i deres forældreskab, dels fordi jeg finder amning fascinerende og fantastisk!
Som frivillig på Ammenet oplever jeg at kunne gøre en positiv forskel, samtidig med at jeg hele tiden bliver klogere - win/win 😁

Marie-Louise Juul Jensen
Vejleder.
Jeg er vejleder på Ammenet for at være med til at gøre information og viden tilgængelig for familier, der har brug for sparring. Jeg startede efter selv at være bruger og have fået god hjælp på Ammenet. Når en mor føler sig hørt og anerkendt, så giver de frivillige timer så meget mening, og vi har et skønt fællesskab internt i Ammenet, som vokser og giver både gode bekendtskaber og oplevelser.

Mathilde Christine Ehrenreich-Zak
Vejleder.
I første instans var min motivation for at blive frivillig hos Ammenet min egen hektiske start på ammeforløbet med min søn. Ammenet var en enorm hjælp for mig, og det medførte et stort ønske om at kunne være med til at støtte andre familier i deres individuelle ammeforløb, så det giver mening for netop dem. Jeg synes, at amning er helt fantastisk, og ønsker især at være med til at aflive myter omkring amning samt støtte op omkring at langtidsamning kan blive mere normalt i det offentlige rum.

Mette Feldthaus
Vejleder, organisator, medlem af bestyrelsen.
Jeg har valgt at være frivillig hos Ammenet, da jeg har mærket det på mig selv, hvor stor en forskel det kan gøre at der sidder nogle og lytter til en, samt giver en den støtte man har brug for.
At kunne hjælpe mødre på vej i et ammeforløb, der passer ind i netop deres familie, samt vejlede hende ud fra hvad evidensen siger betyder meget for mig.

Merete Bak Laustsen
Vejleder.
Jeg er frivillig ved Ammenet, fordi jeg brænder for at gøre viden om amning tilgængelig for dem, der ønsker den. Jeg vil gerne møde og se hver enkelt mor, lige der hvor hun er - og støtte hende i at træffe oplyste valg og lægge en plan, der giver hende ro i maven. 

Morten Holmstrup Gerdsen
Organisator.
Jeg har lært meget om amningens vigtighed ved at kode ammenet.dk og følge (lidt) med i de mange tekster og diskussioner på siden. Jeg er glad og taknemmelig for at kunne bidrage, og jeg ved at Ammenet har gjort en forskel for mange mennesker.

Pernille Tausø Bak
Ordstyrer i Ammenetværk.
Da jeg blev mor til Albert betød det enormt meget for mig at kunne amme ham, men ofte var jeg i tvivl om, hvordan det lige skulle gribes an; i virkeligheden kom det nok ret meget bag på mig, at baby plus bryst ikke bare resulterede i problemfri amning. For dét gjorde det altså ikke for os. Her kom Ammenet ind i billedet og gjorde en kæmpe forskel for vores ammeforløb, som endte med at vare 2,5 år. Den oplevelse vil jeg gerne bidrage til, at mange flere mødre kan få. Derfor er jeg nu selv frivillig hos Ammenet og glædes gang på gang ved at opleve, hvordan en mor kan finde troen på sig selv og klare selv de vanskeligste udfordringer med den rette vejledning og et stærkt ammenetværk i ryggen. 

Rie Jønsson
Vejleder, organisator.
Det der drev mig til at blive frivillig på ammenet var muligheden for at hjælpe andre mødre, blive del af et dejligt fællesskab samt lære en masse sejt om amning som jeg kan videreformidle til en masse nye familier.
Ammenet hjalp mig rigtig meget da jeg selv havde problemer med amningen, og det er bare fantastisk at kunne være med til at give igen og hjælpe familier med at finde de nødvendige informationer og yder støtte til at træffe de valg som de føler er det rette for dem <3

Sisse Holmstrup
Vejleder, organisator, formand for foreningen.
Jeg startede Ammenet, fordi jeg brændte for amning af større børn og ønskede et fristed. Pludselig blev det noget helt andet - ikke udelukkende støtte fra mor til mor, men et sted man søgte svar på alskens ammespørgsmål. Jeg er senere blevet IBCLC (internationalt certificeret ammekonsulent), fordi interessen udviklede sig til en professionel drøm.
Der er så mange ting, jeg ønsker for Ammenet, så mange idéer og planer for fremtiden. Det skal nok blive godt, og komme rigtig mange til gavn!
Hver dag er jeg taknemmelig for den opbakning, Ammenet får, og alle de vidunderlige mennesker, som har valgt at være en del af det - det er en fantastisk gave ❤

Thilde Svendstrup-Bjerre
Vejleder.
Fælles for begge mine ammeforløb har været at opstarten har været præget af en kæmpe stor usikkerhed og mange smerter.
Jeg valgte derfor at blive vejleder, da jeg ønskede at hjælpe andre med at opnå det bedste ammeforløb for dem. Jeg elsker at vejlede fordi jeg kan se/høre at det hjælper nogle familier i nogle svære situationer.